Som kommunal frivillig pålægges du en tavshedspligt, som svarer til den, der gælder for ansatte i kommunen. Det er vigtigt, at borgerne kan have tillid til de personer, som er tilknyttet kommunens tilbud og institutioner. Du må derfor ikke videregive fortrolige oplysninger, som du får enten fra borgere eller kommunen/kommunens ansatte under dit virke som frivillig.
Tavshedspligten omfatter især:
- Oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, som eksempel oplysninger om race, religion, hudfarve, oplysninger om politiske, foreningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold, om helbredsforhold, væsentlige sociale problemer, misbrug af nydelsesmidler og lignende,
- Oplysninger om familiemæssige og økonomiske forhold, mindre væsentlige sociale problemer og verserende sager i det sociale system. Øvrige oplysninger om enkeltpersoner, som ikke er umiddelbart tilgængeligt for enhver, kan desuden være underlagt tavshedspligt.
Hvis du bryder din tavshedspligt, kan det medføre bortvisning fra institutionen. I særligt grove tilfælde kan det høre under de almindelige strafferetlige regler.
Tavshedspligten fortsætter også efter ophør som frivillig.
Regler om underretningspligt
Efter den sociale lovgivning er man forpligtet til at underrette kommunen, hvis man får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare. I tilfælde heraf bedes du straks underrette institutionens leder.
Hvis du har spørgsmål til reglerne om tavshedspligt eller underretningspligt, eller til hvordan du skal forholde dig i en konkret situation, skal du kontakte den institution eller afdeling, du er tilknyttet.
Når du begynder din frivillige indsats, vil du få udleveret et ark med disse oplysninger.